Joey Silvera

Joey Silvera

Med sine urolige, maniske øjne og løbske fantasi fremstår Joey Silvera som pornoens svar på Dennis Hopper. En eks-beatnik, der kører permanent i ring i et sexfikseret trip på en eller anden lost highway for viderekommende. Han er afgjort en af pornofilmens mest interessante karakterskuespillere.

Joey Silvera voksede op i en lille by i staten New York, nær Vermont. Han havde en vag anelse om, at han gerne ville medvirke i pornofilm, så da han i starten af 1970'erne så en avisannonce, der efterlyste pornomodeller, reagerede han prompte. Han brugte sit rigtige navn, Joseph Nassivera, i sine første film, såsom Michael Zens Reflections (1977), og hans familie hjemme i lillebyen blev noget overrasket, da navnet pludseligt dukkede i annoncerne for en lokal pornobiograf.

Privat er Joey Silvera den generte type, men netop fordi han var så sær og stille, fik han i starten mange roller som voldtægtsmand. I Alex deRenzys Pretty Peaches (1978) er det Joey Silvera , der finder, befamler og udnytter den bevidstløse Désirée Cousteau.

Anthony Spinelli instruerede ham i talrige film såsom den West World-inspirerede Sex World (1978), hvor han elsker med Kay Parker, og The Dancers (1981), en af de første pornofilm bevidst henvendt til kvinder, hvor Joey Silvera turnerer med en mandlig dansetrup og hygger sig med Anna Turner.

Omkring 1978 studerede han drama i New York, hvor han ved at optræde på Manhattans legendariske liveshow-teater Show World Center lærte at improvisere og overvinde sin generthed.

Joey Silvera kom til at medvirke i hundredevis af film, som regel i excentriske sideroller. Sidst i firserne blev han træt af seriøse roller, og kastede sig ud i gradvis mere improviserede og syrede præstationer.

To instruktører, der på hver sin måde har forstået at udnytte hans talent, er Jim Holliday og John Stagliano.

Holliday gav ham bl.a. en en skræddersyet rolle som den alvorligt forvirrede dr. Elvis T. Melble, der fører samtaler med skellettet Childers i Sorority Stewardesses (1995), Car Wash Angels (1996) og resten af serien om det lystige Burton Allen Institute, der uddanner unge piger i fag med seksuelle undertoner.

John Stagliano lader ham gæsteoptræde helt uden manuskript i Buttman-serien, hvor Joey Silvera kalder sig Zero - grundet mindreværdsfølelser over for seriens anden gæstestjerne, Rocco Siffredi .

Men han følte stadig et behov for at være helt uafhængig. Under en tur til Brasilien indså han, at han selv måtte begynde at instruere, købte et High-8-videokamera og var i gang. Han instruktør-debuterede i 1995 med gonzo-serien Fashion Sluts og den bizarre krimiserie Kink: Police Chronicles.

Den håndholdte åbningssekvens i Joey Silvera's "Fashion Sluts" (1995), med Missy på rulleskøjter, er blandt de fineste eksempler på gonzo-genrens potentiale.

Andre nævneværdige gonzo-forspil finder man fx på Joey Silvera's Fashion Sluts #6 (1995), hvor frækt smilende Casey aka. Angel La Monica "måler rør" udstyret med slikkepind og beskyttelseshjelm, samt på Joey Silvera's Fashion Sluts #8: Fresh Cargo (1996), hvor Johnni Black poserer foran en jernbanebro, mens et forbipasserende godstog fløjter lystigt ved synet - et indslag af nærmest Disney'sk surrealisme.

Som belønning for sit fine arbejde blev Joey Silvera inviteret ind i John Staglianos firma Evil Angel Productions, og har kvitteret med bl.a. serierne Butt Row, Please og Service Animals samt den transeksuelle serie Rogue Adventures.

Silvera arbejder i dag helt uden manuskript og prøver at undgå enhver form for skuespil: "Jeg begynder bare at filme en pige og ser, hvad der sker ...!"