Tuesday, November 25, 2014

Pornofilm

Pornofilm, hvor seksualiteten bliver æstetiseret, er smukke og med til at udvide folks seksualitet, men der findes også mekaniske pornofilm, mener Nicolas Barbano.

Hardcore porno findes endnu kun på betalingskanaler og en københavnsk lokal TV-station, men Danmarks Radio burde også vise pornofilm. Ikke af samme skuffe, som de kommercielle kanaler, der langt fra altid er kvalitetsbevidste, men derimod de klassiske mesterværker inden for pornografien. Den markante opfordring kommer fra den 37-årige filmskribent og pornoekspert Nicolas Barbano, der bl.a. er forfatter til bogen »Verdens 25 hotteste pornostjerner«. »I kraft af at DR er en national TV-kanal, som vi betaler for, bør den give det danske folk en bred, kulturel indsigt i forskellige filmgenrer. De viser f.eks. klassiske westerns og bør selvfølgelig også vise nogle af de klassiske pornofilm, som »Langt nede i halsen« og »Story of Joanna«. Det er pionerværker, der er meget æstetiske, kunstneriske, humane, erotiske og grænsebrydende,« siger Nicolas Barbano. Han mener, porno er en filmgenre, man bør beskæftige sig lige så saglig og indsigtsfuldt med, som alle mulige andre genrer. »Jeg kan godt lide at se en pornofilm, der ophidser mig seksuelt. Desuden er det lækkert at se en pornofilm, hvor seksualiteten bliver æstetiseret og sat ind i et drama med nogle smukke billeder, musik, flotte piger osv. Det kan være en udvidelse af din egen seksualitet, fordi du ser nogle ting, som du ikke normalt ville tænde på, men pludselig opdager, at du alligevel tænder på,« forklarer Nicolas Barbano. Berlingske Tidende kunne i går fortælle, at »pornoficeringen« af TV-billedet har skabt en bekymring især i forhold til børn og unge. Og i Sverige har socialdemokratiske kvinder reageret hårdt mod pornofilm på betalingskanalerne, fordi de mener, at de viser både tvang og voldtægtslignende scener. Nicolas Barbano forklarer, at de film, der vises på betalingskanaler som Canal+ og TV1000, både har været igennem den svenske filmcensur og kanalernes egne censorer, men han forstår samtidig godt bekymringen. »Hvis man ikke har set meget porno før, så kan man blive lidt chokeret over, at der findes sådan noget. At det er hårdere end man er vant til, og at det ser ud, som om pigen ikke kan lide det. Men det hele er frivilligt. Folk vælger selv, om de vil lave porno eller ej,« siger Nicolas Barbano. Han vil gerne skrive under på, at der findes både kvinde- og mandefornedrende porno, og at der bliver lavet film, han selv væmmes ved - ligesom han ikke bryder sig specielt om de film, fra det store firma »Private«, der vises på lokal-TV i København. »Man oplever ikke modellerne som mennesker. Det er fuldstændig rutinesex, by the numbers. Jeg kan personligt godt lide, at man oplever nogle følelser,« som han siger. Men Nicolas Barbano tager klart afstand fra tanker om at indføre censur, for voksne mennesker bør selv vælge, om de vil se porno eller ej. »Forældre skal kunne sikre, at deres børn ikke kommer til at se porno på TV, med en form for forældrelås, det synes jeg er helt i orden. Men hele tanken om at begynde at censurere porno på TV er udtænkt af mennesker, der ikke har gennemtænkt mediebilledet. Du kan ikke fjerne porno,« konstaterer han.

No comments:

Post a Comment